Stort er det offer som Kristus har købt sit folk for; store er privilegierne som sættes frem for os i evangeliet. Til gengæld afkræves vi den tilsvarende iver og helligelse. Den store apostel skriver til sine brødre i Korint: "Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus." Og han påbyder dem atter: "I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn," og "vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede," "idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud." Men hvor er enkeltheden og den brændende iver som skulle ses iblandt dem som gør en så ophøjet bekendelse? Hvor omhyggelig en betænksomhed og studier gøres der for at kopiere Kristi karakter? Hvordan sammenligner de dette med den opmærksomhed og interesse som vor jordiske og timelige anliggender får?