Søndag blev jeg syg. Det virkede umuligt for mig at stå op og tale til folk på denne varme septemberdags trykkende atmosfære. Men jeg stolede på Jesus, jeg besluttede at gøre forsøget. Herren velsignede mig med stor frihed. Han gav mig særlig styrke og kraft til at tale, så at ingen kunne have fortænkt mig for at jeg var meget svag før jeg begyndte at tale. Nogle gav udtryk for at jeg kunne besvime på talerstolen, men denne frygt blev snart fjernet. Jeg gik og stolede på gud, og han sendte mig hjælp. Hans engle var ved min side, styrkede mig til arbejde. Jeg nærede ærefrygt og alvor; for jeg vidste at uden denne guddommelige hjælp kunne jeg ikke have stået over for folk. Jeg mindes mange gange at jeg havde forsøgt Gud under de mest fortvivlende omstændigheder, og han havde velsignet mig mere end jeg kunne forvente, og jeg følte mig sat i rette, at jeg lod frygten komme i min svaghed, for at jeg kunne bringe mit budskab til forsamlingen.