Verden har med magt tvunget sig ind imellem vore sjæle og Gud. Men hvilken ret har vel vi til at lade vore hjerter således besvære af livets bekymringer? Hvilken ret har vi til ved vor hengivenhed til verden at forsømme menighedens tarv og vore medmenneskers interesser, hvorfor skulle vi selv lave os byrder og bekymringer, som Kristus ikke har lagt på os? Hvorfor skulle vi ved vor mangel på tillid til hans løfter lide under opslidende frygt og bekymringer? Han siger: "I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette." Matt 6,31-32).