Kristus var med Gud i skabelsesværket. Han var ét med Gud og var hans lige. Han alene, menneskenes skaber, kunne være deres frelser. Ingen engel fra Himmelen kunne åbenbare Faderen for synderen og vinde ham tilbage til samfund med Gud. Men Kristus kunne åbenbare Faderens kærlighed, thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv. Kristus kunne være "voldgiftsmand" mellem en hellig Gud og den fortabte menneskehed, én, som kunne "lægge sin hånd på os begge". Job. 9,33 Ingen andre end Kristus kunne genløse mennesker fra lovens forbandelse. Han havde i sinde at påtage sig selv syndens skyld og skam, - synd der er så anstødelig i Guds øjne at det ville være nødvendig at adskille sig fra sin Fader. Kristus ville nå ned til dybderne i menneskernes degeneration og ve, og genoprette den angrende og troende sjæl til harmoni med Gud. Kristus, Lammet som blev dræbt fra verdens grundlag af, ofrede sig selv, som et offer og erstatning for Adams faldne sønner, i hvilket offer hele himlen var involveret i et umådeligt offer. Men således elskede Faderen verden at han gav sin enbårne Søn, at en kanal blev dannet, ved hjælp af hans forslåede hjerte, for den overflydende uendelige kærlighed for faldne mennesker. Mennesker er blevet degenereret af synd, dets natur så forvansket af ondskab, at det er umuligt for det af sin egen kraft at komme i harmoni med Gud, hvis natur er renhed og kærlighed. Men Kristus genløste ham fra lovens forbandelse, og tildelte guddommelig kraft, og ved menneskets samarbejde, kunne synderen genoprettes fra sin faldne tilstand.