Det blev sagt at én i familien var imod Guds krafts tilkendegivelser overfor mig og ved den lejlighed begyndte han at tro at jeg var under en sindsbevægelse, som han tænkte at det var min pligt at modstå, men i stedet for at gøre det, synes han, at jeg opmuntrede det som et tegn for Guds gunst. Hans tvivl og modstand påvirkede mig ikke den gang, for jeg følte mig lukket inde med Herren og hævet over al ydre påvirkning; men han havde knapt nok standset samtalen med en stærk mand, en hengiven og ydmyg kristen, da han var slået ned for hans øjne med af Guds kraft og rummet var fyldt med Helligånden.