The Signs of the Times 10/04 1893

Vinde sejr, ligesom Kristus vandt sejr

Med det overblik over stillingen, vi har fra vor tids standpunkt, kan vi se, hvad det betyder at overtræde Guds bud. Adam gav efter i fristelsen, og vi har synden og dens følger lagt klart for os til beskuelse. Når vi tænker over sagen og slutter fra årsag til følger, så ser vi, at det ikke er ulydighedshandlingens storhed, der udgør synden, men at synd består i, at man afviger fra Guds udtrykkelige vilje selv i det mindste; thi en sådan afvigelse er i virkeligheden en fornægtelse af Gud, en opsætsighed mod de love, efter hvilke han styrer. Menneskenes lykke bunder i lydighed mod Guds love. Så længe de adlyder Guds lov, er de omgivet som af en mur og bevares fra det onde. Ingen kan afvige fra Guds tydeligt angivne fordringer og opstille sin egen regel og rettesnor, som han mener trygt at kunne følge, og alligevel have fred og glæde. Skulle enhver følge sin egen vej, så ville man få en række af regler, som passede efter den enkeltes mening og opfattelse; herredømmet ville blive revet ud af Herrens hånd, og mennesket ville gribe tøjlerne. Menneskets eget jeg ville da blive gjort til en lov. Mennesket ville blive det højeste, og Guds gode hellige vilje ville blive vanæret og tilsidesat. Hvor langt mennesket ville kunne gå ved at følge sit eget hjertes tilskyndelser, er det umuligt at sige; men overalt, hvor mennesket vælger at gå sin egen vej, bliver der strid imellem mennesket og Gud.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.