Idet Jakob tog ud på sin rejse, en fremmed i et fremmet land, tænkte han bedrøveligt over de begivenheder som udspillede sig, som resultatet af hans egen overtrædelse. Om natten lagde han sig ned og sov, med himmelhvævingen som dækkede jorden som sin seng, og en sten som en hovedpude. En medfølende Gud, som altid ynkes over menneskers veer, så den ensomme flygtning, fortrængt og rådvild, der frygtede at Gud har svigtet ham, på grund af hans uretfærdighed, bedrag og falskneri. I et syn om natten, viste Herren sig selv vor Jakob. Han så en stige, det nederste hvilede på jorden, og toppen nåede ind i de højeste himle, helt til Guds trone. Herren selv, omhyllet af lys, stod på toppen af stien, og engle steg op og ned på den.