Hedningerne vil blive dømt efter det lys, som er givet dem, efter de indtryk, de i naturen har modtaget af deres Skaber. De har fornuftens brug og kan be­tragte Gud i Skabelsens værk. Gud taler til alle mennesker ved sit forsyn i naturen. Han åbenbarer for alle, at han er den levende Gud. Hedningerne kan slutte, at de ting, som er skabt, ikke kan være frembragte i bestemt orden efter en forudfattet plan uden en Gud, som er alle tings begynder. De kunne ved at slutte fra årsag til virkning og indse, at der må have været en oprindelig årsag, en forstandig grundlægger, som ingen anden kunne være end den evige Gud. Guds lys i naturen skinner uophørligt i hedenskabets mørke; men mange, som ser dette lys, ærer ikke Herren som Gud. De tillader ikke, at fornuften leder dem til at erkende deres Skaber. De fornægter Herren og op­stiller stumme afguder for at tilbede dem. De gør udskårne billeder, som forestiller Gud, og tilbeder hans skabte værk som en delvis erkendelse af ham, men de vanærer ham i deres hjer­ter.