”Aldrig, aldrig!, Helt umuligt” svarede den følsomme vagtmand, i bestyrtelse over at noget sådant kunne ske. ”Hvorfor, sir” fortsatte han, og pegede mod oceanhavet, ”Undres hvor intet kan ses, ar der skibe der sejler forbi enhver havn i verden. Hvis nogen af mine brændere gik ud i nat, ville der komme et brev, måske fra Indien, måske fra Australien, måske fra en anden havn jeg aldrig har hørt om før, - et brev der står at sådan en nat, en sådan time, en sådan minut, hvor lyset i Calaias brændte lavt og tåget, at vagtmanden har forsømt sin post, at skuderne således kom i fare i de store have. Åh, sir, og hans ansigt skinnede med intensitet over hans tanke, ’nogle gange i de mørke natte, og de det stormfulde vejr, kan jeg se ud på havet og føle det som at hele verdens øjne så på mit lys. Gå ud? Brænde svagt? Skal den flamme blusse ne dog gå ud? Nej, sir, aldrig!’