I mange religiøse familier gøres dans og kortspil til en beværtningsmorskab. Det bruges så dette er stille hjemmefornøjelser, som kunne nydes sikkert under de fadermæssige øjne. Men der opelskes en kærlighed til disse spændingsfornøjelser, og det som betragtes som harmløst der hjemme vil ikke længere betragtes som farligt der ude. Det må dog konstanteres at der er noget godt fra disse fornøjelser. De giver ikke livskraft til kroppen, ej heller hvile i sindet. De implementerer ikke dydige eller hellige følelser i sjælen. Tværtimod ødelægger de al velsmag for seriøse tanker og for religiøse tjenester. Det er sandt at der er en stor modsætning mellem den bedre klasse af udvalgte partier og de brogede og fornedrede selskaber i det lave dansehus. Dog er alle skridt på udsvævelsernes sti.