Jeg så at broderen ikke gav sine ansatte en ærlig chance for at tjene Gud. Det var hastværk, hastværk, arbejde, arbejde, som om de ikke havde en eneste doller at gøre godt med. Der var kun lidt chance for dem at bede. Jeg så at Gud ser det som mennesker ikke ser, for Gud foragter en så nøjeregnende behandling og begærlighed, og uden fuldstændig forandring, var det umuligt for ham at blive frelst, da han strammer alle nerver for at bevare små midler, som ikke vil gavne ham selv eller andre, da han ikke besad en ædel og ophøjet natur. Jeg så at det var rigtigt at sparre op, men det havde strækket sig ud over et godt formål, kun for at berige beholdningen, som hurtig ville spise deres kød, som var det ild, hvis de ikke, som trofaste forvaltere, gjorde en rigtig forvaltning af Herrens goder. Jeg så at han knapt nok kunne give sig tid til at bede, og at det blot var en tør formssag uden kraft.