”Han bør især være meget øm over en svag hustrus følelser. Han kan lukke døren imod megen sygdomme. Venlige, glade og opmuntrende ord vil vise sig mere effektive end de mest helbredende medikamenter. Dette vil bringe mod til den modløses og bedrøvedes hjerte, og lykke og solskin bringes ind i din familie ved venlige handlinger og opmuntrende ord, vil betale ti gange tilbage. Manden bør huske på at meget af opdragelsesbyrden for sine børn påhviler moderen. Hun har meget at gøre med at forme deres sind. Dette bør fremkalde de ømmeste følelser hos faderen, og han bør i sin omsorg lette sin hustrus byrder. Han bør opmuntre hende til at han giver hende sin største kærlighed, og rette hendes tanker til himlen, hvor der er styrke og fred, og en endelig fred og endelig hvile for den trætte. Han bør ikke gå til sit hjem med en rynket pande, men med sin tilstedeværelse bringe solskin i familien, og bør opmuntre sin hustru til at se op og tro på Gud. I forening kan de påberåbe sig Guds løfter, og bringe ham rig velsignelse i familien. Uvenlighed, beklagelser og vrede lukkede Jesus ud af boligen. Jeg så at Guds engle ville flyve ud af huset, hvor der er ubehagelige ord, irritation og strid. Jeg er også blevet vist at der ofte er store fejl fra hustruens side af. hun gør ikke store anstrengelser for at kontrollere sin egen ånd, og gøre hjemmet lykkeligt. Hun er fra sin side ofte gavn og beklager sig unødigt. Manden kommer ofte meget træt og forvirret hjem fra sit arbejde, og møder ofte et trist ansigt; i stedet for glade og opmuntrende ord. Han er et dødeligt menneske og hans hengivenhed svækkes fra sin hustru, han mister sit hjems kærlighed, hans vej formørkes, og hans mod forsvinder. Han opgiver sin selvrespekt og den værdighed som Gud forlanger han skal bevare. Manden er familiens hoved, ligesom Kristus er menighedens hoved, og en kurs som hustruen kan føre for at formindske hans indflydelse og lede ham til at komme ned fra den ophøjede værdige og ansvarsfulde position Gud vil have ham til at besidde, mishager dette Gud. Det er hustruens pligt at opgive sine ønsker og vilje til sin mand. Begge bør være overgivede, men præferencen bringes i Guds ord til mandens dømmekraft. Og det vil ikke fratage hustruen værdighed at overgive til ham, som hun har valgt til at være sin rådgiver, efterretningsmand og beskytter. Manden bør fastholde sin position i sin familie med sagtmodighed, dog beslutsomt. Nogle har stillet spørgsmålet: Skal jeg være på vagt, og hele tiden føle en begrænsning på mig? Jeg fik vist at vi har et stort arbejde med at passe på os selv, og ransage vore hjerter, og vide hvor vi gør forkert, og vogte os på det punkt. Vi må have fuldstændig kontrol over vor egen ånd. ”Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme.” Lyset der skinner på vor sti, sandheden der anbefaler sig selv til vor samvittighed, vil fordømme og udslette, eller hellige og forvandle sjælen. Vi lever så nær på prøvetidens afslutning, at vi ikke kan være tilfredse med overfladisk arbejde. Den samme nåde som vi hidtil betragtede som overfladisk vil ikke støtte os nu. Vor tro må vokse, og vi må være mere lig Kristus i optræden og natur for at holde ud, og kunne modstå Satans fristelser. Guds nåde er nok for enhver Kristi efterfølger."