Når der gøres godt betros sjælens varetægt til Gud, som til en trofast Skaber, det lys vil skinne på vor stivej, og det vil blive klarere og klarere til den fulde dag. Men det må gøre godt. Vi måtte bekende Kristus, og alligevel fornægte ham i vore liv. Hvis vore ord og handlinger ikke er i overensstemmelse med hans karakter, hvis vi udviser selviskhed, hvis vi begynder at beklage os, hvis vi hengiver os i let og spøgefuld tale, hvis vi elsker verdslige fornøjelser højere end vi elsker Gud, hvis vi ikke kan lide selvfornægtelse for Kristi skyld, kan vi da mene at Gud er vor vejleder og rådgiver? Der må udvises fuldstændig lydighed mod Gud; så vil vore hjerter være i harmoni med den hånd der præger himlen, og godgørenhed og broderlig kærlighed vil udøves aktivt.