”Hør dette, du tåbelige folk, som er uden forstand, som har øjne, men ikke ser og ører, men ikke hører: Vi I ikke frygte mig, lyder det fra Herren, eller bæve for mit åsyn? Jeg, som gjorde sandet til havets grænse, et evigt skal, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets bølger larmer, kan de ikke overskride det. Dette folk har et trodsigt og genstridigt hjerte, de faldt fra og gik bort. De siger ikke i deres hjerte: "Lad os frygte Herren vor Gud, som giver os regn, tidligregn og sildigregn til rette tid og sikrer os ugerne, da der skal høstes." Eders misgerninger bragte dem i ulave, eders synder unddrog eder det gode. Thi der findes gudløse i mit folk; de ligger på lur, som fuglefængere dukker de sig; de sætter fælder, de fanger mennesker. Som et bur er fuldt af fugle, således er deres huse fulde af svig; derfor bliv de store og rige. De er tykke og fede og så strømmer de over med onde ord; de hævder ikke den faderløses ret, at det måtte gå dem vel og hjælper ikke de fattige til deres ret. Skulle jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra Herren; skulle min sjæl da ikke tage hævn over sligt et folk?" Jer. 5,21-29.