Der vil kræves meget af selvfornægtelse og selvopofrelse for at efterligne forbilledet Kristus Jesus. For at blive ham lig må vi avle en generøs natur. De som ejer det meste af denne verdens gode viser ofte en selvisk gærrighed når det gælder at give til Guds værk. De mest gavmilde gaver kommer ofte fra fattige menneskers tegnebog, medens de som Gud har betroet en overflod, med formålet at opfylde værkets behov, mislykkes det at se hvor pengene behøves mest, og bryder sig ikke om råb fra de fattige som findes midt i blandt dem. Disse råb stiger op til himlen, og er et kraftfuldt vidnesbyrd til at fordømme disse utro forfalters uvise og selviske metode. De fattiges offer, som gives gennem selvfornægtelse for at hjælpe til at sprede den frelsende sandheds dyrebare lys, skal ikke bare være en velsmag for Gud, og være helt og holdent acceptabelt for ham, som en helliget gave, uden selve handlingen eller gaven fylder hos giveren, og forener ham mere fuldstændigt med denne verdens frelser. Han var rig, men for vor skyld blev han fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Det mindste beløb som gives med glæde af dem, som lever under knappe forhold, er lige så acceptabel for Gud, og til og med endnu mere værdifuldt for ham, end gaver fra de rige, som kan give sine tusindekronesædler og endnu ikke udøve nogen selvopofrelse og ikke kende til nogen mangel.