På denne lejrgrund, lyttede vi til mange hjertefølte vidnesbyrd. Nogle har accepteret Sabbaten, og for første gang tog deres stilling helt med os på alle sandhedspunkter. Nogle har opgivet sandheden, og faldt bort fra Gud; men deres samvittighed har ikke haft ro. De har ikke fundet fred, ikke lys eller lykke, i deres ulydighed, og kommer tilbage til folden med anger og sjælsbrøde, og Herren velsignede dem. Men vi længes efter at se vore brødre og søstre generelt komme ud i det klare lys. Vi længes efter at høre flere vidnesbyrd komme fra de hjerter, der er fuld af kærlighed til Jesus – vidnesbyrd om tro, om rig erfaring på den vej Herren har ledt os. Jeg følte at disse dyrebare sjæle må have et tættere samfund med Gud, og så vil de kende bedre til Jesus. De vil ikke have et betvivlende og frygtsomt vidnesbyrd, men vil være glade og lykkelige i troen. ”Jesus døde for mig; Jesus elsker mig, endog også mig,” vil være det tillidsfulde hjertes sprog.