De engle som var tro og lydige forsøgte at forlige denne mægtige oprørske engel med hans Skabers vilje. De forsvarede Guds handling idet han overdrog ære til Jesus Kristus, og forsøgte med kraftige grunde at overbevise Satan om at han besad ikke mindre ære nu end førend Faderen forkyndte hvorledes han havde æret sin Søn. De fremstillede klarlig at Jesus var Guds Søn, som eksisterede med ham førend englene blev skabte; at han havde aldrig stået ved Guds højre hånd, og hans milde, kærlige autoritet havde ikke før været draget i tvivl; og at han ingen befalinger havde givet som ikke var en glæde for den himmelske hær at udføre. De påståede at den særdeles ære som Kristus fik af faderen, i engles nærværelse, borttog intet af den ære som han (Djævelen) før havde fået. Englene græd. De stræbte med ængstelse at bevæge Satan til at tilbage kalde sin ugudelige bestemmelse og vise underdanighed mod deres Skaber; thi alt havde hidindtil været fred og harmoni, hvad kunne da være årsag til denne modstridende oprørske stemme?