Idet Jakob stirrede på det forunderlige sceneri, kunne Guds røst høres, og sagde: ”Se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!” Jakob vågnede fra sin drøm, og udbrød i højtidelig ærbødighed: ”Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke!” Han så sig omkring som om han ville kaste et flygtigt glimt på de himmelske budbringere, men over ham var kun den blå, stjerne belyste himmelhvælving, hans hoved hvilede stadig på stenpuden. Stigen var væk, og englene kunne ikke længere ses; men Guds stemme genlød i hans ører, med et løfte der nu var så dyrebart for ham. Han følte faktisk at Guds engle, selvom de var usynlige, befolkede stedet; at Gud så ned på ham med medfølelse og kælrighed. Fyldt med hellig ærefrygt og forbavselse, udbrød han uvilkårligt: »Hvor forfærdeligt er dog dette sted! Visselig, her er Guds hus, her er himmelens port!«