Da Satan ledte menneskene i synd håbede han at Guds afsky for synd ville separere ham fra menneskene for altid at bryde forbindelseskæden mellem himmel og jord. Da han hørte Guds røst som talede til sin Søn fra den åbne himmel, var det som lyden af en dødsklokke for ham. Den sagde til ham at nu var Gud på vej for at forene menneskene endnu nærmere med sig selv, og give mere moralsk kraft for at overvinde fristelser og undfly Satans snærende påfund. Satan kendte godt til den position Kristus havde haft i himlen som Guds søn, Faderens elskede, og at Kristus skulle forlade himlens glæde og ære, og komme til denne verden som et menneske, fylde ham med frygt. Han vidste at denne Guds søns ydmygelse ikke varslede godt for ham.