Daniel besad den ægte sagtmodigheds nådegave. Han var sand, fast og ædel. Han søgte at leve i fred med alle, medens han stod ubøjelig som det knejsende cedertræ, uanset princippet. Alt som ikke kolliderede med hans alliance med Gud, var han respektfuld og lydig over for, over for dem som havde myndighed over ham; men han havde så høj en fornemmelse af Guds påbud at jordiske herskeres krav kom i anden række. Han blev ikke tilskyndet af nogen selviske overvejelse at vige fra hans pligt.