Da tidspunktet kom hvor vi skulle holde vor aftale i Memphis, behøvede vi at hvile i krop og sind. En stadig belastning havde været over os i flere måneder. Om natten blev søvnen afbrudt på grund af legemlige sygdomme. Alligevel tilskyndede vi på vore udtømte kræfter, stod op om natten, gik halvanden kilometer til stoppestedet, og gik op i toget som tog os til Detroit. Vi var nød til at vente i Ridgeway i to timer, før der kom et tog fra Øststaterne, før der var afgang til Memphis. Min mand lå nede på en bænk på stoppestedet og sov i femten minutter, hvilet lettede hans træthed et vist omfang. Vi red omkring elleve kilometer til bror Gurneys, og fik noget hvile og søvn, så kunne være parat til aftnens aftale. Møderne i Memphis var om arbejde. Her udrettede min mand den mængde arbejde som var nok til to mennesker som havde kræfter nok. Hans livs svigte kræfter undertrykt til det yderste, alligevel tilskyndede hans iver for Guds sag ham formasteligt til at udtømme de små kræfter der var tilbage, ved overarbejde. Vore møder sluttede søndag aften, efter kl. 11. Vi blev der efter midnat, og stod op igen ved morgengry for at tage til vognenes holdeplads. Der var ikke forbindelse mellem vognene, og vi kom ikke hjem før midnat. Min mand sov kun lidt, og ville ikke formå at få hvile den næste dag. Han mente at hans tilstedeværelse på kontoret er nødvendig. Om natten var han udmattet. Hans søvn blev afbrudt og friskede ham ikke op, alligevel stod vi op klokken 5 om morgnen for at gå vor sædvanlige tur før morgenmaden. Vi gik ind i bror Lunts have, og da min mand, prøvede at åbne en majskolbe, hørte jeg en mærkelig lyd, og så op savlede hans ansigt, og hans højre arm hang hjælpeløs ned af hans side. Hans forsøg på at hæve sin højre arm var uden virkning – musklerne nægtede at adlyde hans vilje.