Der er syndere blandt os som et folk. Der værnes ikke om kærligheden som der burde. En kold, selvisk og ligegyldig hårdhjertethed vokser, og dette har skilt os fra vor Gud. Der er gunde til at Herren ikke foretrækker os med sin tilstedeværelse og kærlighed; der er stort behov for skarpe og tydelige vidnesbyrd, for selviskheden har ædt Guds kærlighed ud fra vore hjerter. Hør hvad Herren siger til sit folk: »Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et steds i dit land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. Vogt dig for, at ikke sådan nedrig tanke kommer op i dig: »Der er ikke længe til det syvende år, friåret!« så du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig, og du vil pådrage dig synd. Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit hjerte over at skulle give ham; thi for den sags skyld vil Herren din Gud velsigne dig i alt dit virke, i alt, hvad du tager dig for. Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land."