Daniels bøn på sit folks vegne, som den står nedtegnet i det niende kapitel, var i mederen “Darius’ første regeringsår”. Darius havde himmelens gunst; for i hans regerings første år stod englen Gabriel “som hjælp og støtte for ham.” Det var denne konge, som tidligt i etableringen af det medo-persiske rige lagde “riget under 120 satraper, fordelte over hele riget; og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den øverste. . . . over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at satraperne skulle aflægge regnskab for dem, så kongen intet tab led. Daniel udmærkede sig fremfor de andre rigsråder og satraperne, eftersom der var en ypperlig ånd i ham, og kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele riget.”