Da min fader sank nærmere og nærmere graven, mistede han ikke sin forstandsmæssige klarhed, men hans sind var aktivt til det sidste, og særlig frugtbar om ting der har med Guds rige at gøre. Han sagde ofte at det var en stor fornøjelse for ham at få så mange af sine børn omkring sig i de sidste timer. Hans tålmodighed i hans pinsler, og villighed, og endog bekymring for at få sine prøvetimer til at afslutte, var bemærkelsesværdige. Guds pris, og nådige udtryk for hans godhed var hele tiden på hans læber, og så døde han.