I Nora manglede der tilsyneladende enighed hos nogle der kom til mødet. De havde en kværulantisk og jaloux ånd, som gjorde os bedrøvede om hjertet, og nogle gange var vi bange for at mange ville forlade dette møde med deres ubodfærdige hjerter bundet i mørke og vantro, underlagt Guds nåde. Men eftersom møderne skred frem kom der vidnesbyrd ud af dem, som har byrde for mødet efter hvad situationen krævede. Og efterhånden som de ud pegede og højtidelige sandheder fra Guds ord blev klare for alle deres forståelse, der ønskede at lære noget, lod der til at ske en afgjort forandring hos mange for det bedre. Brødrene kom til bekendelse for hinanden, og disse brødebetyngede indrømmelser af deres fejl blev hurtigt besvaret. Bønne- og konferensmøderne blev ført af br. Littlejohn. Han arbejdede med uformindsket styrke ved alle disse sociale møder, kom med passende bemærkninger efter hvad anledningen krævede. Vi tænker at den undervisning vor bror gav så trofast på så mange punkter, ikke vil blive glemt. Der blev på en særlig måde udført et arbejde for menigheden i Monroe. Hjerterne var fremmedgjorte, falske rygter i omløb til skade for brødrene, mange blev fundet skyldige i at føre skam til sin næstes dør, og nogle havde frivillig påtaget sig skammen for deres næste som var blevet efterladt ved deres næstes dør, og for deres del bar skammen for andre. Derved blev Gud vanæret, og hans dyrebare sag til skamme. Men der var påbegyndt et godt arbejde i menigheden. Hvis dette var begyndt fra mødernes begyndelse, kunne nogle, som kom uvelsignede af deres fejl hjem, være så ydmyget i deres hjerter for Gud og komme brødebetynget og sønderbrudte tilbage, at de kunne komme glade hjem, over at sandheden i virkeligheden havde gjort dem frie. Vi er kede af at nogen er kommet hjem uden at påskønne Guds kærlighed.