Tak Gud at nogle er gået igennem pinsler med utilsløret lys. Deres håb og tro er stærk, fordi det er erhvervet ved kampe og næret ved lidelser. Hvis det ikke var for disse troens helte, som har lært at holde ud, og lide og være stærke, vil det ellers have set håbløst ud. Hvordan kunne nogen af os ellers kende til at vise den sørgende, den bebyrdede, den forpinte forståelse, og være dem en hjælp for hvad de behøver, hvis vi aldrig selv havde erfaret lignende trængsler? Vi kan ikke i dybeste forstand værdsætte vor frelser, før vi med troens øje kan se ham, nå selve dybden af menneskelig elendighed, påtage sig menneskelig skikkelse, evnen til at lide, og gennem sin lidelse udstrække sin guddomskraft til at frelse syndere og hæve dem op til fællesskab med sig selv. Hvorfor har vi dog så lidt synds erkendelse? Hvorfor viser vi så lidt anger? Det er, fordi vi ikke kommer nærmere til Kristi kors. Samvittigheden forhærdes gennem syndens bedrag, fordi vi holder os borte fra Kristus. Tænk dog på vor frelses banebryder! For vor skyld led han skam, for at vi ikke skulle lide evig skam og foragt. Han led på korset, for at der kunne skænkes de faldne mennesker barmhjertighed. Guds retfærdighed står ved magt, og den skyldige menneskeslægt har fået tilgivelse. Jesus dør, for at syndere kan leve. Den Højestes Søn bærer skammen for stakkels synderes skyld, for at de kunne blive købt fri og kronet med evig herlighed.