Se, oh se på den åbne dør som Gud har åbnet, og intet menneske kan lukke. Jesus Kristus har han ophøjet til en Fyrste og en Frelser, der giver Israel omvendelse og syndstilgivelse; og vil han så ikke give os alle disse kostelige nådegaver gratis? Det fulde løfte er vort; Gud vil ikke forfalske sit ord. Jesus siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer trøsteløse: jeg vil komme til jer.” Adskil ikke din sjæl fra Gud ved vantro og upålidelighed. Tro kun, vær kun ordets gører, og du må være i stand til at røre al udvikling for hans væremåde. Du er et med Kristus, ligesom han er et med Faderen. Om sine efterfølgere bad Jesus: ”Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.” O hvilken bøn! Hvilken øm, uudtrykkelighed indeholdes i denne anmodende bøn! Vort levende Overhoved længes efter at få medlemmerne i hans legeme knyttet til sig. De havde fællesskab med ham i hans lidelser, og han vil ikke være tilfred med mindre at de har fællesskab med ham i hans herlighed. Dette hævder han som sin ret. Johannes skriver om Kristi majestæt i sin visdom på Patmos, og siger: ”Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv guldlysestager og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt, som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets nøgler.”