Om mandagen var møderne af dyb interesse. Vi led af lungebetændelse, på grund af den strenge kulde, og var bange for at blive skadet af at holde taler, men medens vi talte til folk om de prøvelser og vanskeligheder som apostlene udholdt, da den kristne kirke blev oprettet, glemte vi vor træthed og smerte, og Herrens Ånd hvilede over os, og på mange af vore tilhørere. Efter at have talt i halvanden time, indbød vi syndere og frafaldne – alle dem som ikke havde bevis for at de var knyttet til Himlen – at komme frem og gå sammen i bøn med dem fra Guds folk. Halvtreds tog imod indbydelsen, femten af dem gjorde deres første start i kristenlivet. En usædvanlig højtidelighed hvilede over forsamlingen, medens overbevisende appeller blev givet for at søge frelse. Bønnestunderne var alvorlige. De syndige menneskers Frelser virkede til at være i vor midte, og indbød medfølende: ”Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.”