Sjælefjenden arbejder i disse sidste dage med megen kraft end nogen sinde før for at udrette menneskenes ruin, ved at give efter for appetit og lidenskaber. Og mange som holdes under Satans magt i appetittens slaveri, er Kristi bekendende efterfølgere. De bekender at dyrke Gud, skønt appetitten er deres gud. Deres unaturlige ønsker for denne trang styres ikke af fornuften eller dømmekraften. De, som er slaver af tobakken, vil finde, at deres familie lider af mangel på livets bekvemmeligheder og fornødenheder, og alligevel har de ikke viljekraft nok til at opgive tobakken. Appetittens krav er stærkere end den naturlige hengivenhed. De beherskes af appetitten, som de har tilfælles med dyrene. Kristendommen, ja rent menneskelige anliggender, ville ikke i noget tilfælde blive betænkt, hvis det beroede på dem der har for vane at bruge tobak og nyde spiritus. Hvis de skulle bruge deres penge på kun den ene af tingene, så ville Guds skatkammer ikke blive suppleret op, men de ville have deres tobak og spiritus. Den, der sværger til tobakken, vil ikke fornægte appetitten for Guds værks skyld.