Den fattige enke viste kærlighed, tro og velgørenhed samtidig, da hun bidrog med sine to små mynter, for hun gav alt hun havde, uden at sætte spørgsmålstegn eller betvivle om det gjaldt hendes usikre fremtid. Kristus viser hendes lille gave frem som den største gave af alle gaver som var blevet lagt i skattekisten den dag. De rige gav af deres overflod. De behøvede ikke at vise tro, for de havde tilstrækkeligt med penge tilbage for at tække alle deres behov. Det var ikke møntens værdi som Kristus så, uden motivets hengivne renhed som fremkaldte gaven. Den lille gave, med Guds velsignelse, kunne bidrage til at opnå vigtige resultater. Enkens skærv, som blev lagt i kassen sammen med tusindvis andre mønter, kunne virke mindre vigtig, og svinde bort for menneskers åsyn, men ikke for Guds øjne. Kilden til alle rigdomme, den store Velgører, skulle give dette oprigtige og ærlige offer den store vægt for det gode. Enkens skærv er blevet som en strøm, lille ved kilden med fortsætter at flyde gennem alle tider, til den er udvidet og uddybet, og flyder i tusindvis kanaler hvor de bidrager til sandhe-dens udbredelse og fylder de trængendes behov. Denne lille gaves indflydelse er virket og nået menneskeheden i alle tidsaldre og i hvert land på jorden. De små bække som flyder ud fra Herrens skatkamre fra de gavmilde og selvopofrende fattige, har dannet en levende kilde, og dens strømme fylder ud og opfrisker de trængende og resulterer i tusindvis sjæles frelse.