Om eftermiddagen sagde jeg disse ord: ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.” Jeg fik megen frihed til at fortælle vore brødre om den store værdighed der påhviler dem, at blive anerkendt som Guds sønner. Mødet blev forlænget til næsten solnedgang, og gav alle privilegiet om at vidne for Kristus og sandheden. Mange vidnesbyrd blev frembåret godt væddet med tårer, og der blev givet mange ydmyge bekendelser. Alle virkede til at være besluttet på at bortlægge deres lunkne, og lader deres eksempel være vidne for deres næste at der var en kraft i sandheden de bekendte sig til, og forædle livet og ophøje karakteren. Vi blev følsomme over for den kendsgerning at passivitet i Guds sag vil ødelægge tilliden til Gud i sidste ende.