Bekendende kristnes tilpasning til verden er en vanære mod deres bekendelse, en vanære for Guds sag. De bekender at være draget ud fra verden og er adskilte, alligevel er de så meget lig dem i klæder, i samtale, og handlinger, at der ikke er forskel. Så længe mange der har liv og sundhed, bruger deres Guds-givne tid og midler til at besmykke deres dødelige kroppe, glemmer de at de kan blive berørt af Guds finger og lagt i dødens seng. Men idet de nærmer deres sidste forandring, og dødelig pinsel går til deres smertegrænse, kommer det store spørgsmål: ”Er jeg parat til at dø? Parat til at vise mig for Gud i dommen, og gennemgå det store tilbageblik?” Spørg dem så hvad de føler for at dekorere deres kroppe, og hvis de har nogen fornemmelse for det, om de er parat til vise sig for Gud, vil de sige dig at hvis de kunne gå tilbage og leve om, ville de rette op på deres liv og undgå verdens tåbelighed, dens forfængelighed og stolthed; ville de leve til Guds ære, og sætte et eksempel omkring sig.