De som holder midler tilbage fra Guds forrådskammer og samler dem til deres børn, bringer disse børns evige interesser i fare. De anbringer deres ejendom som er blevet en anstødssten for dem selv, på deres børns vej, så de kan falde for den samme fristelse og gå fortabt. Mange begår støre fejltagelser med hensyn til deres ejendom. De spinker og sparer og nægter sig selv og andre goder, som den rette brug af deres midler kunne skaffe, og bliver selviske og gerrige. De forsømmer deres evige interesser og vokser ikke en åndelig vækst blot for at samle sig midler, som de end ikke nænner at bruge. De efterlader deres ejendom til deres børn, og i ni af ti tilfælde bliver den en større forbandelse før arvingerne end den var for forældrene. Børn, som stoler på deres forældres formue, har sjældent fremgang i dette liv og bekymrer sig lige så sjældent om deres evige vel. Den bedste arv, forældre kan give deres børn er opøvelse i nyttigt arbejde, og et eksempel på et uegennyttigt liv, idet de i gerning viser, at pengenes sande værdi består i, at de kan dække deres egne og andres behov og fremme Guds værk.