Mange synes at være standhaftige i sandheden, faste og bestemte for ethvert punkt af vor tro. Alligevel er der en stor mangel hos dem, - den ømhed og kærlighed, som betegnede vort store mønsters karakter. Hvis en broder forvilder sig fra sandheden, hvis han falder i fristelse, så gør den ingen anstrengelse for at rejse ham op igen med den ydmyghed, der betragter dem selv, for at de ikke også selv skal blive fristede. De synes at betragte det som deres specielle arbejde at klatre op på dommersædet og fordømme og udstøde af fællesskabet. De adlyder ikke Guds ord, som siger; "Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet." Ånden i denne sætning er alt i alt for sjælden i vore menigheder. Det er mangelen på den, som udelukker Guds Ånd fra hjertet, fra hjemmet, fra menigheden. Skal vi ikke fra nu af praktisere Bibelens plan angående at rejse de fejlende op igen med sagtmodighedens Ånd? Skal vi ikke have Jesu Ånd og arbejde, som han arbejdede?