Da de var på vej tilbage fra Jerusalem med forsamlingen, talte de og ransagede dem selv, og Jesus blev glemt for en hel dag. Der blev ikke lagt mærke til hans fravær før slutningen af dagen. Josef og Maria var blevet æret af Gud på en særlig måde, ved at blive betroet ansvaret for Frelseren. Engle havde bebudet hans fødsel for hyrderne, og Gud havde ført Josefs vej, til at bevare barnefrelserens liv. Men forvirringen af megen tale havde fået dem til at forsømme deres hellige betroelse, og de kom ikke i tanker om Jesus en hel dag, af dem der ikke burde have glemt ham et øjeblik. De vendte træt tilbage, bedrøvede og bange til Jerusalem. De genkaldte den forfærdelige massakre om uskyldige børn af den grusomme Herodes, der håbede at udslette Israels konge. Da deres ængstelse kom til live, ved at finde Jesus, indrømmede de ikke deres egen pligtforsømmelse, men deres ord blev kastet tilbage på Kristus: ”Hvorfor har du behandlet os sådan? Se din fader og jeg har ledt efter dig med ængstelse”. Jesus spørger i det mest respektfulde sprog: ”Hvorfor har I ledt efter mig?” Men disse ord blev sendt pænt kritikken tilbage til dem selv, og mindede dem om at, hvis de ikke var så optaget af ting af ingen særlig betydning, ville de ikke have haft problemer med at lede efter ham. Så retfærdiggør han sin handlemåde: ”Ved I ikke at jeg må være i min Faders hus?” Medens han var i gang med det arbejde han kom til jorden for at udrette, havde de forsømt det arbejde som hans Fader særlig havde instrueret dem om. De kunne ikke til fulde forstå Kristi ord, alligevel forstod Maria i stort omfang deres vigtighed, og lagde dem ind i sit hjerte, til at tænke over i fremtiden.