Der var ingen uretfærdighed fra Guds side, og ingen svaghed blev udvist mod Abel; hvis han vil gøre godt vil Gud antage ham, og hans bror skulle lytte til ham, og han skulle tage ledelsen, fordi han var ældst. Men også efter at være instrueret så nøje, angrede Kain ikke. I stedet for at kritisere og føle afsky ved sig selv for hans vantro, beklager han sig stadig over Guds uretfærdighed og partiskhed. Og i sin jalousi og had kæmper han med Abel, og bebrejder ham. Abel pegede blot på sin brors vildfarelse, og dristede sig at overbevise ham om den fejl der var i ham selv. Men Kain hadede sin bror fra det øjeblik at Gud vist ham tegnene på hans anger. Abel forsøgte at dæmpe hans vrede ved at pege på Guds medlidenhed da han sparede deres forældres liv, skønt han kunne have dræbt dem med det samme. Ha fortalte Kain at Gud elskede dem, ellers ville han ikke have givet sin Søn, uskyldig og hellig, til at lide den vrede menneskene fortjente at bære på grund af deres ulydighed. Medens Abel retfærdiggjorde Guds plan, blev Kain ude af sig selv, og hans vrede blev så stort og brændende imod Abel, fordi han ikke vil gå med i hans oprør, indtil han slog ham i hjel i sit raseri.