Noa blandede ikke Satans bløde og behagelige bedrag med hans budskab. Han gav ikke udtryk for nogen af de mange følelser han havde der erklærede at Gud var barmhjertig for at gøre et så forfærdeligt arbejde. Mange påstod at Gud ville give de onde en ny prøvetid; men Noa gav ikke efter for deres svage håb at dem der ikke gav anledning, som ikke bragte budskabet ville begunstiges for en ny anledning til Frelse. Gud vil at mennesker ikke kun elsker ham, men at hans frygt skal være i deres hjerter. Noas tro blev blandet med frygt; for det står skrevet at Noa, blev advaret af Gud, bevæget af frygt, forberedte en ark for at frelse sit hus. Hans tro forstærkede hans frygt; for det var ingen krysteragtig frygt som bevægede ham. Han turde ikke holde inde med Guds ord af frygt for mennesker, eller holde hans budskab tilbage af frygt for de konsekvenser som der måtte være, på grund af de onde og ikke troendes modstand og had omkring ham. Han kendte til Guds kraft, og indså at Gud ville opfylde sit ord. Hans frygt for Gud adskildte ham ikke fra Gud, men gjorde at han drog nærmere til ham, og ledte ham til at udgyde sin sjæl i ydmyg og alvorlig bøn. Der var mange som først tog imod Noas budskab, men frygt for mennesker var større end frygt for Gud, og de vendte sig bort fra Guds sandhed og tro en løgn. Eftersom tiden gik, blev de overdynget med bebrejdelser og hån, deres hjerter svigtede dem, og de stod ikke prøven. Det er den prøvende stund som vil måle den bekendende tro og forsikring til Gud. Mod og renhed kan ikke sammenlignes rigtigt med mennesker, før trængslens dag sætter dem på prøve.