Sådan som Gud har vist mig i et helligt syn adventfolkets rejse til den Hellige Stad, og den rige belønning der gives der som venter på deres Herres tilbagekomst, fra bryllupet, er det min pligt at give dig en kort skildring af hvad Gud har åbenbaret for mig. De kære hellige har haft mange trængsler at gå igennem. Men vore små prøvelser, som kun er for et øjeblik, udvirker en langt mere overmådelig og evindelig vægt af herlighed; medens vi ikke ser på de synlige ting, for de ting som er synlige er timelige, men de ting som ikke ses er evige. Jeg har prøvet at bringe en god efterretning tilbage, nogle få druer fra det himmelske Kanaan, som mange ville stene mig for, ligesom den store forsamling påbød stening af Kaleb og Josua for deres beretning, (3. Mos. 14,10.) Men jeg erklærer over for dig, min bror i Herren, det er et godt land, og vi er gode nok til at tage der til og tage det i besiddelse. Medens jeg bad ved familiealteret faldt Helligånden over mig og det var som om jeg rejste mig højere og højere op, lang over den mørke verden. Jeg vendte mig for at se adventfolket i verden, men jeg kunne ikke finde dem, da en stamme sagde til mig: Se en gang mere, og se lidt højere op. Da jeg så løftede mine øjne og så en lige og snæver sti, rejse sig højt op over verden. På denne sti drog adventfolket mod Staden, som var ved stiens fjerne ende. De fik et klart lys bag dem, fra stiens begyndelse, som en engel fortalte mig var Midnatsråbet. Dette lys skinnede op langs stien og gav lys for deres fødder så de ikke snublede. Og hvis de holdt deres øjne fæstnet på Jesus, som var lige foran dem, førte dem til Staden, så var de sikre. Men nogle blev hurtigt trætte, og sagde at Staden var lang vej borte, og de forventede at komme der ind lidt før. Så ville Jesus opmuntre dem ved at hæve sin herlige højre arm, og fra hans arm kom et herligt lys som fejede over Adventfolket, og de råbe, Halleluja! Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem, og sagde at det ikke var Gud som havde ledt dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud, så deres fødder var i fuldstændig mørke, og de snublede og gik deres øjne bort fra mærket og mistede Jesus af syne, og faldt fra stien ned i mørket og den onde verden der nede. Det var lige så umuligt for dem at komme på stien igen og rejse til Staden, som hele den onde verden som Gud havde forkastet. De faldt hele vejen ned ad stien, den ene efter den anden, indtil vi hørte Guds røst som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme.