De levende hellige, 144 000 i antal, kender og forstår røsten, medens de onde troede det var torden og et jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden på os, og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, ligesom Moses gjorde da han kom ned fra Sinajs Bjerg, (2. Mos. 34, 30-34.) På dette tidspunkt blev de 144 000 helt beseglet og fuldstændigt forenet. På deres pander stod der skrevet: Gud, det nye Jerusalem, og en herlig Stjerne indeholdt Jesu nye navn. I vor lykkelige og hellige tilstand, blev de onde oprevet, og ville fare op for at lægge hænderne på os, for at kaste os i fængsel, da vi ville række hånden ud i Herrens navn, og de onde faldt hjælpeløse til jorden. Så var det at Satans synagoge vidste at Gud havde elsket os, som kunne tvætte hinandens fødder, og hilse de hellige brødre med et helligt kys, og de tilbad for vore fødder. Snart blev vore øjne draget mod øst, og en lille sort sky viste sig, omkring det halve af en mands hånd, som vi alle vidste var tegnet på Menneskesønnen. Vi stirrede alle i højtidelig tavst på skyen idet den drog nærmere, blev lysere og klarere, herlig, og endnu mere herlig, indtil det blev en stor hvid sky. Bunden så ud som ild, en regnbue var over den, omkring skyen var ti tusinde engle, der sang den dejligste sang. Og på den sad Menneskesønnen, på hans hoved var der kroner, hans hår var hvidt og krøllet og nåede ned på hans skuldre. Hans fødder så ud som ild, og i hans højre hånd var et skarpt segl, og i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, som ransagede hans børn igen og igen. Så blegnede alle ansigter, og dem som Gud havde forkastet samlede mørke. Så råbte vi alle: Hvem er i stand til at stå? Er min klædning pletfri? Så ophørte englene med at synge, og der var en tid med alvorlig tavshed, så talte Jesus: Dem som har rene hænder og rent hjerte vil kunne stå, min nåde er jer nok. Så lyste vore ansigter op, og glæde fylde alle hjerter. Og Englene slog en højere tone an og sang igen medens skyen drog endnu nærmere til jorden. Så lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på skyen, indpakket i ild flammer. Han så stift på gravene med de sovende hellige, og hævede sine øjne og hænder til himlen og råbte ud: Vågn op! Vågn op! Vågn op! I som sover i støvet, og stå op. Så kom der et mægtigt jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde stod op iklædt udødelighed. De 144 000 råbte, Halleluja! idet de genkendte deres venner, som var blevet revet ud af dem fra døden, og i samme øjeblik blev vi forvandlet og taget fat sammen med dem, for at møde Herren i luften. Vi gik alle samlet ind på skyen, og steg i 7 dage op til glarhavet, hvor Jesus kom med kronerne og satte dem på vore hoveder med sin egen højre hånd. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de 144 000 i en fuldstændig kvadrat. Nogle af dem havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle af kronerne var tungt belagt med stjerner, medens andre kun havde få. Alle var helt tilfredse med deres kroner. Og de var alle iklædt en strålende hvid kåbe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle helt omkring os, idet vi gik over glarhavet til Stadens port. Jesus hævede sin mægtige og herlige arm, tog fat i porten og svang den tilbage med sine gyldne hængsler, og sagde til os: I har vasket jeres klæder i mit blod, stået standhaftig for min sandhed, kom ind. Vi marcherede alle der ind og følte vi havde en fuldkommen ret i Staden.