Jeg så to lange gyldne stave som hang bar på sølvtråde, og på trådende de mest herlige druefrugter. En klase var større end en mand kan bære. Og jeg så Jesus stå op og tage af mannaen, mandlerne, druerne og granatæblerne, og bar dem ind i staden, og satte dem på måltidsbordet. Jeg gik frem for at se hvor meget der blev taget bort, og der var lige så meget tilbage, og vi råbte Halleluja. Amen. Vi steg alle ned fra dette sted, ned i staden, og sammen med Jesus ved vort hoved steg vi alle fra staden ned til denne jord, på et stort og mægtigt bjerg, som ikke kunne holde Jesus oppe, og det delte sig i stykker, og der blev en mægtig slette. Så, så vi op og så og så den store stad med tolv grundpiller, tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port, og alle råbte ud af staden, den store stad: den kommer, den kommer ned fra Gud, fra himlen, og den kom og blev placeret på det store sted hvor vi stod. Så begyndte vi at se på de herlige ting uden for staden. Der så jeg de herligste huse, som havde udseende sølv, understøttet fire piller, besat med perler der var herlige at se på, som skulle bebos af de hellige. I dem var en hylde af guld, jeg så mange af de hellige gå ind i husene, og tage deres glitrende kroner af sig og lagde dem på hylderne, og gik ad ud på marken ved husene, for at gøre noget med jorden, ikke som vi har noget gøre med jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinne om hele deres hoveder, og de råbte hele tiden og gav rosen til Gud. Og jeg så en anden mark, fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg ud, de vil nu aldrig visne. Derefter så jeg en mark med højt græs, meget herligt at beskue. Det var levende grønt, og genspejlede sølv og guld idet det bølgede stolt for Kong Jesu ære. Så kom vi ind på en mark fuld af al slags dyr: Løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldkommen enighed. Vi gik ud midt i blandt dem, og de fulgte fredfuldt efter. Så kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her, nej, nej; men lys, og helt igennem herlige. Træernes grene svajede her og der, og vil råbte alle ud, vi vil bo sikkert i ørknen og sove i disse skove. Vi kom igennem skoven, for vi var på vej til Zions bjerg, idet vi rejste af sted mødte vi en gruppe som også så på stedets herligheder: Jeg bemærkede det råde som en kant på deres klæder. Deres kroner var funklende – deres dragter var helt hvide. Idet vi helse på dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var? Han sagde at de var martyrerne som var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var en utallig gruppe af ganske små, de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os, og på Bjerget lå det herlige Tempel, og omkring det var syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer, og jeg så de helt små klatre, eller hvis de kunne vælge at bruge deres små vinger, og flyve op på toppen af bjergene, og plukke de aldrig visnende blomster. Der var alle slags træer omkring templet til at forskønne stedet. Buksbomen, fyrtræet, ædelgran, olietræet, myrten, granatæblet og figentræet, bøjede sig ned under vægten fra de modne figner, som gjorde stedet til at se helt herlig ud. Og idet vi var ved at gå ind i det hellige tempel, hævede Jesus sin elskelige røst og sagde: Kun de 144 000 må indtage dette sted, og vi råbte Halleluja. Vi velsigner Herren, bror Jakobs, det var et ekstra møde for dem som har den levende Guds segl. Dette tempel var understøttet af syv piller, og af gennemsigtigt guld, besat med de herligste perler. De herlige ting som jeg så her, kan jeg ikke begynde at beskrive. O, om jeg kunne tale i Kanaans sprog, så kunne jeg fortalle lidt om herligheden i den øvre verden; men er I trofaste vil I snart vide alt om det.