Den virkekraft som Herren har, vil se hos sit folk mangler sørgeligt i menigheden. Hvordan skal vi stå regnskab for dette? Er dem der bekender Kristi navn blevet sandt omvendte? Har de helliget deres fornuft, kundskab, deres hengivenhed og tanker til Gud? Har de brugt deres bemidlede talenter og evner til Herrens tjeneste? eller har de helliget deres sinds- og legemskræfter på at opbygge verdslige virksomheder? Jesus siger til dem som vil være hans disciple: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som nister sit liv for min skyld, skal bjærge det.” Han som er et Guds barn bør fra u af se på sig selv som en del af Kristi kors, et led i den kæde der frelser verden, et med Kristus i hans nådesplan, der går ud sammen med ham og frelser de fortabte. Han må altid erkende at han har helliget sig til Gud, og at han skal åbenbare Kristus for verden i karakteren. Den selvfornægtelse, selvopofrelse og sympati, den kærlighed som blev manifesteret i Kristi liv, skal vise sig i gen i Guds medarbejders liv. Dem som er medarbejdere sammen med Gud vil nære et behov for at brydes i bøn for Helligåndens begavelse. De vil manifestere den ømmeste bekymring for den fejlende, give de alvorligste appeller til dem som er ude af Kristus, og vil bære frugt til Guds ære, og blive kendt som Kristi disciple.