Dem som helliger alt deres til Gud vil ikke overlades uforulempet af sjælenes fjende. Satan vil komme til dem med sine tillokkelser, ligesom han gjorde med Kristus i fristelsens ørken, og sagde: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig.” Men hvad burde være den kristnes svar til alle fristelserne fra den onde? Han bør sige: ”Jeg vil ikke udlove min indflydelse på nogen måde til at fremme alt andet end Kristi sag. Jeg tilhører ikke mig selv; jeg er blevet købt for en pris. Jeg skal ikke leve for at behage mig selv; for jeg er blevet købt, genløst ved Kristi blod. Det er ikke muligt for mig at give mere til Kristus end det som tilhører ham; for ethvert øjeblik i mit liv tilhører ham. Jeg er hans ejendom, en tjener ansat til at gøre min Mesters vilje.” Dette er det eneste sikre standpunkt som vi kan have; og hvis hver enkelt menighedsmedlem mærker det sådan, hvilken kraft vil menigheden da ikke udføre for at drage og vinde sjæle til Kristus. Det er dette halvhjertede arbejde, det at tjene Gud og djævelen samtidig, lader menigheden være blottet for Guds Ånd. Hvor menighedens medlemmer helliger sig til Gud, hvor de i Åndens enhed, i fredens forbund, var de organiseret med det formål at tildele andre en indflydelse for det gode, ville menigheden faktisk være verdens lys. Skulle det enkelte medlem søge at fremstille Kristus for verden i karakter og liv, ville tusindvis blive tiltrukket til Frelseren, som nu har grund til at kritisere deres ord og gerninger som bekender Kristi navn. ”Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.”