Der er sjæle i menigheden, som ved at ydmyge deres begavelser og kundskaber, stadig er gennemsyret af Mesterens Ånd, og de er parat til at ofre livet selv, om det forlanges af dem. Disse mænd kan ikke aflønnes med penge, men de kan uddannes så at de kan arbejde for Mesteren på deres begrænsede måde. Det er prædikanttjenernes pligt at se disse mennesker udnyttes; for når Herren har et arbejde til mennesker på den hellige talerstol, er det ikke hele hans arbejde. Når menigheden har behov for personligt arbejde , så er det prædikanttjenerens væsentlige pligt at hjælpe de sjæle han skal bevogte, som een der skal aflægge regnskab. Evangelietjeneren bør være en opdrager, at han indprenter dem som han arbejder for, deres ansvar for at arbejde for andre. Under bøn bør han elskeligt hjælpe alle menighedsmedlemmer med at finde sin plads i Guds arbejde, at der kan være medarbejdere på andre marker som allerede er hvide til høst.