Gud er blevet frarøvet tiende og gaver. Det er en frygtelig ting at være skyldig i at tilbageholde noget fra forrådskammeret eller frarøve Gud. Prædikanter som forkynder ordet ved vore store forsamlinger føler forsømmelses synden for at give Gud det som er hans. De ved at Gud ikke vil velsigne hans folk når de lader hånt om hans godgørenhedsplan. De forsøger at vække folket til deres pligt ved tydelige, praktiske prædikener, vise selviskhedens og begærlighedens farer og syndighed. Sindene overbevises og selviskhedens isnende kulde brydes. Og når kaldet gives til Guds sags givere, vækkes nogle, ved mødernes oprørende indflydelse, til at give. Mennesker, som ellers ikke ville give noget. Så vidt det angår denne klasse, er der set gode resultater. Men under pressende kald føler mange det gode dybt nede, som ellers er frosset af selviskhed. De har samvittighedsfuldt ladet deres midler flyde til Guds sags fremme. Hele deres væsen er oprørt af de alvorlige appeller og netop de svar som har givet alt hvad deres livs omstændigheder ville forsvare.