"Da vor ældste søn, for hvem vi havde de lyseste forhåbninger, og til hvem vi forventede at kunne støtte os, og som vi alvorligt havde indviet til Gud, blev taget fra os, da vi havde lukket hans øjne i, og grædt i stor sorg, da kom der en fred, som overgår enhver beskrivelse, ind i min sjæl. Jeg kunne tænke på opstandelsens morgen; jeg kunne tænke på fremtiden, når den store Livgiver kommer og bryder gravens lænker og kalder de retfærdige døde frem fra deres støvede lejer, når han frigør fangerne fra deres fængsler, da vil vor søn være mellem de levende igen. I dette var der en fred, glæde og trøst, som er ubeskrivelig. Og hvorfor? Fordi jeg følte, at min hånd hvilede i Jesu Kristi hånd; at jeg var hans, og han var min; at han elskede mig, og at jeg elskede ham, og at denne lidelse var et bevis på hans kærlighed. Jeg kunne støtte mig til Frelserens stærke arm i al denne lidelse og smerte, og jeg følte, at han ville bevare mig i enhver prøvelse lige indtil enden. Hvilken god og nådig Fader vi har! Vi kan støtte vor fulde vægt på ham, og han vil holde os oppe. Det er denne dyd ("dyd" kan også oversættes med "kraft"), der forbinder os med Jesus, og her begynder vort arbejde.