Når vi taler om vantro, mener vi ikke at en person ikke tror på noget. Sindet på hvile på noget; og når det ikke griber sandheden, griber det fat i vildfarelsen. I en forstand tror alle mennesker, og virkeningen kommer i hjerte og karakter, efter de ting de har troet. Eva troede Satans ord, og troen om det falske om Guds karakter ændrede både hendes og hendes mands karakter. De blev ændret fra gode og lydige børn til overtrædere, og det var kun ved anger mod Gud og tro på den lovede Messias, at de kunne gøre sig håb om at genvinde Guds tabte billede. Paulus troede før sin omvendelse, men det var ikke en korrekt tro. Hans selvretfærdighed styrkede hans tro, at han gjorde Guds tjeneste med at forkaste Kristus, og han nød en stille tilfredshed. Falsk tro,s åvel som sand tro vil give fred for en tid. Paulus tanke var at han gjorde Guds tjeneste, når han forfulgte Kristi efterfølgere, og lagde dem i døden. Han var oprigtig i sin tro; men oprigtighed vil ikke gøre vildfarelse til sandhed, ejheller sandhed til vildfarelse. ”Da budet kom,” skriver Paulus, ”livede synden op, og jeg døde.” Så tog han imod sandheden som den er i Jesus, er erfarede dets forvandlende kraft i hans sjæl. Sjælen blev så fast plantet i hans hjerte at han kunne sige: ”Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”