”Da blev jeg vist tilbage til årene 1843 og 1844. Dengang var en helligelse og indvielse som der ikke er nu. Hvad er der sket med Guds særskilte folk? Jeg så at tilpasning til verden, uvillighed at lide for sandhedens sag. Jeg så en manglende underlæggelse under Guds vilje. Jeg blev peget tilbage til Israels børn efter at de havde forladt Ægypten, at Gud i sin barmhjertighed kaldte dem ud fra ægypterne, så de kunne dyrke ham uhindret og ubegrænset. Han arbejdede for dem ved mirakler, han forsøgte dem, han prøvede dem, ved at bringe dem til lige steder. Efter Guds forunderlige handlemåde, og deres udfrielse så mange gange, da de var blevet forsøgt og prøvet af Gud, så knurrede de. Deres sprog var: ”Det var bedre at vi døde ved Herrens hånd i Ægyptens land.” De længtes efter porrer og løg, på det sted."