Review and Herald 6/01 1863

Vidnesbyrd for menigheden.

”Jeg så at nogle af Guds tjenere, endog budbringerne, nemt mister mode, selvet skades så nemt, at de bilder sig selv ind at de er for ringe og såret, selv om de ikke er det. De tror at deres lod er for hård. Disse indrømmer ikke hvordan de ville kunne mærke Guds understøttende hånd blive trukket bort, og de gennemgik sjælspinen. De ville se deres lod være ti gange hårdere end det har været før, så længe de var beskæftiget det i Guds arbejde, led prøvelser og afsavn, havde dog fået inddraget Guds anerkendelse. Nogle som arbejder i Guds sag ved ikke hvornår de får en nem tid. De har haft nogle afsavn, og har knapt nok vidst om deres mangel eller sjælstræthed, sjælsarbejde eller sjælsbyrde, så de, når de har det nemt, og deres pinsler er helt fri fra pinsler, er under Guds gunst, er de ikke klar over det, og tror deres prøvelser er store. Jeg så at hvis disse ikke har en selvopofrelsens ånd, og de godt vil arbejde med glæde, ikke spare på sig selv, så vil Gud hjælpe dem. Han vil ikke anerkende dem som sine selvopofrende tjenere; men vil oprejse; men vil oprejse dem der vil arbejde, ikke på en doven måde, men alvorligt, og vil vide hvornår de får en nem tid. Guds tjenere må føle en byrde en byrde for sjæle, og græde mellem indgangen og alteret, og råbe: ”Spar dit folk, Herre.”

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.