Johannes’ liv var ikke passivt, selvom det udspilede sig i ørknen. Hans adskillelse fra samfundet gjorde ham ikke tungsindig og vranten, han var heller ikke uforsonet med sit ensomme liv med sine vanskeligheder og af sagn. Han ønskede selv at være afskåret fra livets overdådighed og fra fordærvede samfund. Folket havde hengivet sig til stolthed, misundelse, had og dårlige egenskaber. Han levede i ørknens stille afkrog, og af og til blandet ind i samfundet; men ville ikke forblive så længe hvor den moralske atmosfære virkede forurenet. Han frygtede at hans øjesyn og øres hørelse ville forvanske hans sind så han ville miste fornemmelsen for syndens syndighed. Et stort arbejde var foran ham, og det var nødvendigt at han skulle forme en karakter ubøjelig efter nogen omgivende indflydelse. Det var nødvendigt at hans fysiske, mentale og moralske betingelser skulle være af høj og ædel standard så det vil kvalificere ham til et nødvendigt arbejde, der krævede fasthed og renhed, så han kunne vise sig iblandt de mennesker han kunne oplyse dem, og være redskab til at give en ny retning i deres tanker, og vække dem til en nødvendighed for at forme den rette karakter. Johannes ville bringe folk op til standarden for guddommelig fuldkommenhed. Han studerede sindets særligheder, så han ved hvordan han tilpasser sin undervisning til folk.