Naturens bog var åben for Johannes, og Helligånden hvilede på ham, og optændte en glødende iver i hans hjerte for at gøre det store arbejde at kalde folk til anger, og til et højere og helligere liv. Johannes gjorde sig selv egnet, ved hans ensomme livs afsavn og genvordigheder, til at kontrollere alle sine fysiske og mentale kræfter, så han kunne stå iblandt folk som urørlig af omkringliggende omstændigheder som ørkenens klipper og bjerge, der havde omgivet ham i tredive år.